Jump to content

Elektrificering og fleksibilitetsydelser fra Greenport North (EFFORT)

Nyheder

Update fra EFFORT

EFFORT projektet er godt i gang. Data bliver allerede hentet ind fra flere af virksomhederne på havnen, og vil danne grundlag for de simuleringsmodeller, der vil blive opbygget hos både EMD, Planenergi samt på Aalborg Universitet. Modellerne, der opbygges, skal danne grundlag for at identificere muligheder for elektriske fleksibilitetsydelser fra virksomhederne. Hvilket betyder, at deres forbrug i fremtiden kan styres mere optimalt i forhold til lokal energiproduktion, kapaciteten i elnettet, samt priserne på el-markedet.  

I det første år af projektet har projektets partnere fokuseret på at få en dybere forståelse for processerne i de enkelte virksomheder, og hvordan disse kan bidrage til de ønskede fleksibilitetsydelser til elnettet. På den baggrund er der opstillet syv scenarier, som partnerskabet vil arbejde videre med. Et for analyse af kapaciteten i el-nettet omkring Hirtshals havn (både på 60 kV, 10 kV og 400 V niveau), et for hvert af de fem virksomheder for fastlæggelse af energioptimering og fleksibilitetsydelser fra disse, samt endeligt et for den datahub, der skal opbygges for indhentning og lagring af nødvendige data for optimeringen.   

Baseret på analyser og optimeringsrutiner vil partnerne senere i projektet give forslag til styring af energiforbruget, således effektiviteten øges og omkostninger til el sænkes hos de enkelte virksomheder. Dette samtidig med at de fælles bidrager til sikring af kapaciteten i elnettet og større integration af vedvarende energi. Disse resultater vil have bred anvendelighed for andre industrier og havne, og dermed være med til at sikre den grønne omstilling i danske industri og havneområder med den store integration af vedvarende energi fra vind og sol.