Use case 2-6: Elektrisk fleksibilitet fra og energi optimering af virksomheder på Hirtshals havn
EFFORT vil udforme en intelligent styring til forskellige energiprocesser hos flere virksomheder på Hirtshals havn for at skabe et fleksibelt og optimeret energiforbrug. Fem virksomheder har valgt at deltage og give adgang til deres data med henblik på at få afdækket deres mulighed for fleksibilitetsydelser og styring af elforbrug i forhold til elmarkedspriserne. De fem virksomheder er:
· Fisketerminalen
· Forskerparken
· Danish Salmon
· Lineage
· Biomega
Projektet vil opstille en use case for hver virksomhed.
Hvad vil EFFORT opnå med use casene?
Formålet med use casene omkring virksomhederne er at:
· Maksimere elektrisk fleksibilitet,
· Optimering af forskellige energiprocesser,
· Minimering af energitab,
· Tilvejebringe økonomisk fordel for industrierne
· Flytte spidsbelastningen fra højprisperioder til lavprisperioder.
Elektricitetsforsyningen kan også ønske at minimerer deres spidsbelastning for at sikre elnettets samlede kapacitet. På den måde vil industrierne potentielt have to forskellige prissignaler, de bør optimere efter – et fra elmarkedet (spot og balanceringsmarkedet), og et vedrørende el-taksten fra forsyningsselskabet til transport af strømmen. Disse signaler er ikke koordinerede, og især elmarkedernes priser kan være meget svingende og dermed påvirke de samlede omkostninger for industrien.
Hvordan vil EFFORT arbejde med use casene?
Fokus er på effektiv anvendelse af sensorer og data til analyser af det eksisterende energiforbrug på forskellige virksomheder. Analyserne anvendes til at udforme prognoser for energifleksibilitet i et sektorkoblet system, og til at vise, hvordan fleksibiliteten kan udnyttes til at optimere grønt energiforbrug i forhold til lokal produktion.
Baseret på målinger hos de udvalgte virksomheder opstilles modeller for processerne i industrierne. Via modellerne simuleres, hvordan industrien kan være med til at minimere spidsbelastninger og sikre en mere jævn fordeling af elforbruget gennem fleksibel styring af deres energiforbrug. Samtidig afpasses forbruget til eventuel lokal produktion på havnen. Simuleringer vil vise eventuelle perioder, hvor energiintensive processer kan flyttes til andre perioder uden, at det går ud over den samlede aktivitet i virksomheden eller har indvirkning på den samlede produktion og kvalitet.
Måleindikatorer for use casen
Til at vurdere virksomhedernes performance i forhold til den nuværende situation er der opstilles måleindikatorer, der kan vise effekten af anderledes energistyring i fremtiden. Måleresultaterne fra alle indikatorer viser minimering af spidsbelastninger via fleksibilitetsydelser. En reduktion beskriver dermed forholdet mellem en situation uden styring/fleksibilitet med en situation, hvor styring/fleksibilitet er til stede. Indikatorerne er:
· Reduktion af spidsbelastning (MW og i %)
· Tid for opstart (dynamisk respons) (s)
· Total fleksibilitetsydelse MWh/dag
· Minimering af prognosefejl for belastninger og produktion (%) – parametre kunne være effektbelastning, overskudsvarme, temperatur variationer m.m.
· Minimering af omkostninger ved aktiv styring af fleksibilitet set i forhold til base-line (uden styring) (kr eller %)
· Energitab kWh
· Totalt forbrug af elektricitet (kWh), vand (l) og varme/køling (kWh)
Derudover vil der for de enkelte industrier være yderligere individuelle måleindikatorer afhængig af den aktuelle produktion i firmaerne.
Til at vurdere parametrene er et overblik for forskellige dele af processer i industrien nødvendig – f.eks. el- og varmeforbrug eller temperaturer. Nye måleenheder opsættes derfor til at indhente den nødvendige data.
Position i den grønne omstilling
Fleksibilitetsydelser og muligheden for at afpasse sit forbrug efter lokal produktion er afgørende for den grønne omstilling. Ved stor integration af vedvarende energikilder med fluktuerende produktion, er det vigtigt, at industrien kan bidrage til at mest muligt forbrug flyttes til perioder med høj produktion. På den måde kan vindmølle og solcelle produktion udnyttes lokalt. Løsningerne, som blive vist i use casene for virksomhederne, kommer til at demonstrere, hvordan optimeret udnyttelse af grøn strøm kan udmøntes i praksis.