EFFORT - Elektrificering og fleksibilitetsydelser fra Greenport North
Demonstrationsaktiviteter
De opstillede modeller og metoder i projektet vil blive testet og verificeret ved forskellige demonstrationsscenarier i løbet af EFFORT.
WORKSHOP: Opstilling af demonstrationsscenarier
Havnens industrier, forsyningsvirksomheder, Hirtshals havn og Hjørring Kommune inviteres til en workshop på havnen i sommeren 2023. Hovedformålet for workshoppen er at indhente inputs fra relevante lokale aktører. Konkret ønskes inputs til de mulige scenarier, som skal analyseres og testes i løbet af projektet, samt til etablering af mulige symbiosenetværk og sektorkobling, der skal danne grundlag for dataanalyserne og energieffektivitet ved sektorkobling. Workshoppen vil indeholde oplæg, dialoger, rundvisning på havnen og rum til diskussion.
RESULTATER FRA MODELANALYSE: Analyse og diskussion af modeller for fleksibilitet
I løbet af EFFORT opstilles en række modeller, der vil blive analyseret. Resultaterne af disse analyser vil løbende blive præsenteret. Resultatfremlægningen skal bane vejen for værdifulde forbedringer med henblik på at justere modellerne til at passe bedst muligt på de virkelige forhold på havnen. Demonstrationsaktiviteten skal også indlede til diskussioner om mulighederne for energilagre på havnen, samt hvilken potentiel positiv indvirkning disse kan have på belastningen af det lokale elnet.
IMPLEMENTERING AF DATAHUB: Implementering og test af lokal datahub
I sommeren 2023 implementeres den lokale datahub på havnen, hvor IT-infrastruktur kobles på de virksomheder fra havnen, der indgår i projektet. Efter implementering testes datahubben med de konkrete data, der opsamles fra virksomhederne. Testen danner grundlag for en verificering af datahubbens funktioner og datalagringsmuligheder på demonstrationsstedet.
AFPRØVELSE AF METODER: Realtids datadrevne analyser
For at skabe indsigt i, hvordan fleksibilitetsydelser kan anvendes på elmarkedet, afprøves de udviklede metoder løbende gennem projektperioden. Metoderne verificeres via data fra datahubben, hvor projektpartner, Centrica Energy Trading, foretager en konkret vurdering af datas anvendelsesgrundlag på elmarkedet. Projektpartner, Nord Energi Net, kommer i den forbindelse også med en vurdering af dynamikken i forhold til spændingsregulering og kapacitetsstyring på elnettet.
ROADMAP
Analyseresultaterne vedrørende energieffektivisering og mulighederne for sektorkobling vil blive diskuteret i den afsluttende fase af projektet. Formålet er at påbegynde det indledende arbejde omkring sektorkobling for havnen på systemniveau. Ultimativt opstilles et roadmap for sektorkoblingsmuligheder på havnen. Roadmap opstilles i samarbejde med havnens industrier, forsyningsselskaber, havnen og Hjørring Kommune.